Mår

Mår
LUKNING AF ADGANGSVEJE
Den bedste sikring mod mår er at få gjort huset mårsikkert. Mår kan komme igennem alle åbninger, hvor der kan stoppes et hønseæg ind. I nogle tilfælde drejer det sig blot om at reparere en tagsten eller en vindskede, men i mange tilfælde er det lettere sagt end gjort, at få huset gjort mårsikkert. Husmåren er en meget dygtig klatrer. Den finder ofte vej op til taget ad espaliertræer, ved nedløbsrør eller eventuelt via læmure eller større træer, som vokser tæt ved huset. Snavsede poteaftryk på muren eller kradsemærker kan vise, hvilken rute, den benytter. I nogle tilfælde er det muligt at forhindre måren i at komme op på loftet ved at skære de grene osv. væk, som den plejer at bruge. En tragt af trådvæv (hønsetråd), som anbringes rundt om stammen, kan forhindre måren i at klatre op. Tragtens brede ende skal vende nedad og være mindst 60 cm i diameter. Underkanten skal være i mindst 1,5 meters højde, og tragten skal være 60-90 cm dyb, så måren ikke simpelthen springer over den. På læmure kan man f.eks. lægge hønsetråden i bølger, som hindrer måren i at få fodfæste. Bølgernes højde skal være 10-15 cm , og 3 bølger pr. meter vil være rimeligt. Man skal selvfølgelig ikke lukke måren inde på loftet, men enten foretage den endelige lukning på et tidspunkt, hvor den er ude, eller fordrive den først. Man bør desuden være opmærksom på, at husmåren fra foråret til hen på sommeren ofte har en rede med unger. Sikringstiltagene bør derfor udføres om efteråret/vinteren, for at undgå at lukke eventuelle unger inde på loftet.
PROFESSIONEL BEKÆMPELSE
MORTALIN tilbyder ikke bekæmpelse af husmår. Det er normalt er en meget tidskrævende opgave, og vil derfor blive en økonomisk uacceptabel løsning for de fleste. I stedet giver vi gode råd om sikring af huset mod måren, og forhandler mårfælder, hvis husejeren selv vil forsøge sig som ”storvildtsjæger”.
SKADE
En husmår angriber ikke mennesker, og den gnaver ikke i træværk eller andet, men dens støjen på loftet generer mange, og mårerne kan svine med deres ekskrementer og med resterne af deres bytte, der kan give en ubehagelig lugt. Drejer det sig om et hus med stråtag, kan måren rive huller for at komme ind; men den alvorligste risiko ved at have mårer på loftet er dog, at de kan kradse og rive i isoleringsmaterialerne. Man ser normalt ikke meget til sine husmårer. De kommer først frem om natten for at jage og vender tilbage, før man står op. Det første, man bliver opmærksom på, vil næsten altid være larmen, når måren tumler sig på loftet. En mår gnaver imidlertid ikke i træværk og lignende, og hører man derfor gnavelyde fra loftet, drejer det sig uden tvivl om mus eller rotter.
EKSKREMENTER
Et sikkert tegn på mårens tilstedeværelse vil være dens ekskrementer. De er normalt 8-10 cm lange og 1-2 cm tykke, og som regel er de snoede og trukket ud i en spids. Indholdet består af hår, fjer og knoglerester. Husmårens ekskrementer lugter stærkt, og den bruger ofte særlige latrinpladser, hvor der kan ligge store mængder ekskrementer.
FODSPOR
Husmårens fodspor er aflangt. Der er som regel tydelige aftryk af kløerne, og et mårspor kan altså let skelnes fra det runde spor af en tamkat. Husmårens forfodsspor er på nogenlunde fast bund ca. 3,5 cm langt og ca. 3,2 cm bredt. Bagfodssporet ca. 4 cm langt og 3 cm bredt. Skridtlængden er som regel forholdsvis lille. Spring er langt den mest foretrukne gangart, som mårerne benytter under de fleste forhold, om end de til tider bevæger sig i gang eller trav og her ofte sætter bagfoden i forfodssporet.
ROTTER PÅ LOFTET?
Lyden fra en rotte bliver ikke så sjældent forvekslet med støjen fra en husmår. Hører man gnavelyde, er det uden tvivl rotter, som er på spil. Kan man ikke finde ekskrementer eller andet, som afslører dyrets art, kan man eventuelt drysse mel på et område og se efter fodspor i det. gnavespor i gulerødder eller i en skive margarine, som lægges ud på loftet, vil også kunne vise, hvad det drejer sig om.
BIOLOGI
Fakta – husmår. Længde (krop+hale):45+25 cm Vægt:1,3-2,3 kg Alder for kønsmodenhed:2 år Kuldstørrelse:2-5 unger Kuld, antal pr. år:1 kuld territoriestørrelse: 20-300 ha Husmåren (Martes foina) lever fortrinsvis af rov af mindre pattedyr fra mus til pindsvin og af fugle og fugleæg. Husmårerne parrer sig allerede i juli-august måned, men ungerne fødes først det følgende forår i marts eller april. Ungerne dier ret længe og bliver i boet de første 3 måneder. Husmåren kan bo i gamle rovfugle- eller kragereder, men den slår sig gerne ned i huse. Den foretrækker udhuse og lader, men i de seneste år er husmåren blevet stadig mere almindelig på lofter i sommer- og parcelhuse, og den trives åbenbart godt i forstadskvarterer.
GØR-DET-SELV
Husmåren er ikke så let at indfange, fordi den er meget mistænksom. Indfangningen kræver en særlig mårfælde, som skal ses efter mindst to gange om dagen. Fanger man husmåren skal den aflives hos en dyrlæge eller af en jæger med gyldigt jagttegn.
Relaterede sider:
duebekæmpelse
myresikring
borebiller
rottebekæmpelse
skadedyrsbekæmpelse
mus
muldvarpe
murbier
hvepse
fluer








