Vicevært


Indsend opgave på gratisbyggetilbud.dk

En vicevært beskæftiger sig primært med arbejdsopgaver relateret til en ejendoms drift og vedligeholdelse. Det er almindeligt at både større og mindre ejendomme har en vicevært tilknyttet, hvad enten der er tale om andelsboligforeninger eller private og almene boligselskaber. I nogle ejendomme får viceværten stillet fri bolig til rådighed, og han kan således være tæt på beboerne, hvis der opstår behov for hjælp i ejendomskomplekset.


Viceværten er ansvarlig for en lang række praktiske arbejdsopgaver i en ejendom. Eksempelvis kan en vicevært være ansvarlig for trappevask og rengøring af trappeopgange, vinduespudsning, renholdelse af lofter og kældre, varmestyring samt håndtering af akut opståede problemer som strømsvigt og vandskader. Men viceværten indgår også i arbejdsopgaver såsom pasning af gårdarealer og fortove, snerydning og saltning om vinteren og ikke mindst håndtering af storskrald, generelt arbejde med renovation, skadedyrsbekæmpelse og så videre. Men det er også muligt at udlicitere viceværtens arbejde til et ejendomsselskab.


Viceværtens ansvarsområde


De enkelte ansvarsområder hos en vicevært kan være mere eller mindre omfattende, og det forekommer naturligt, at viceværten kan have hjælp til enkelte arbejdsopgaver, eller at bestyrelsen i en beboerforening uddelegerer enkelte opgaver til beboerne, som for eksempel trappevask. Hvis man ser på en af viceværtens vigtige opgaver som varmestyring, så består denne af en række underopgaver som eksempelvis løbende overvågning af ejendommens varmeanlæg, udluftning af radiatorer, udskiftning af defekte ventiler og eventuelt også ELO-rapportering. Det kan også være viceværtens ansvar at vedligeholde en ejendoms eller en virksomheds grønne arealer indbefattende græsslåning, beskæring, hækkeklipning og ordning af blomsterbede.


En vicevært eller varmemester kan typisk også have ansvaret for rekvirering af eksterne håndværkere. Hvis der eksempelvis opstår en vandskade i ejendommen vil det typiske forløb være, at en beboer retter henvendelse til viceværten, der i første omgang selv tager bestik af situationen og herefter tilkalder en vvs-installatør. Ejendommen eller boligforeningen arbejder måske fast sammen med en vvs-installatør, der hurtigt rykker ud og endeligt afhjælper problemet.


Hvordan bliver man vicevært?


Der findes som sådan ikke en egentlig uddannelse til vicevært og landets viceværter har da også meget forskellige baggrunde. Dog kan man tage en uddannelse som ejendomsserviceteknikker, hvor man lærer at vedligeholde tekniske anlæg og bygninger.


Mange viceværter har en håndværksmæssig baggrund, der har givet dem en bred forståelse af de mangeartede arbejdsopgaver, som en vicevært eller ejendomsfunktionær konfronteres med i løbet af sin arbejdsdag. Vicevært eller ejendomsfunktionærer har deres egen fagforening, Landsklubben for Ejendomsfunktionærer. Du kan få flere informationer om den offentlige uddannelse for voksne på Vidar, hvor du blandt andet kan søge på ejendomsservice, og her kan du læse om forskellige kurser til videreuddannelse for viceværter.


Valg af vicevært eller ejendomsserviceselskab


Hvis man som beboerforening eller erhvervsvirksomhed står over for valg af et ejendomsserviceselskab til varetagelse af viceværtopgaverne, er det vigtigt at sikre sig et godt match mellem ejendomsselskabets kompetencer og de forefaldende opgaver, der ønskes udliciteret. Her kan vi være behjælpelige med gode råd om, hvad du skal være opmærksom på, således at du sikrer dig en tilfredsstillende håndtering af viceværtens arbejdsområder i fremtiden.


Indsend opgave på gratisbyggetilbud.dk