Anlægsgartner


Indsend opgave på gratisbyggetilbud.dk

Anlægsgartner kan betegnes som en professionel havemand, der i daglig tale bedre er kendt som gartner. Anlægsgartnerens opgaver er at anlægge haver, parker, grønne områder og lignende.


Tidligere tiders anlægsgartnere var beskæftiget som blandt andet herregårdsgartnere, der var med til at vedligeholde haver og parker på højbårne herregårde.


Som erhverv blev faget som anlægsgartner for alvor efterspurgt, da villakvartererne i forstæderne voksede frem, og dermed blev beplantning og vedligeholdelse af villahaver dagligdag for mange anlægsgartnere.

Hvad kan en anlægsgartner hjælpe med?

En anlægsgartners fagkundskaber spænder vidt og omfatter alle former for havearbejde. Som anlægsgartner er man med til at planlægge, når der skal udvælges planter og træer til haveområder. I forbindelse med beplantning udarbejder man plantelister, så man opnår en rigtig og harmonisk sammensætning af vækster.


Anlægsgartneren kan også bistå ved haveopgaver som græspleje, gødskning, græsslåning, hækklipning, beskæring af træer og buske, pleje og vedligeholdelse af havearealer samt ukrudtsbekæmpelse ved hjælp af brænding og sprøjtning.

Anlægsgartner med speciale

En anlægsgartner kan have specialer inden for anlægsgartnerfaget, for eksempel træfældning og topkapning, hvor anlægsgartneren benytter specielt værktøj og den rigtige teknik for at kunne udføre opgaven.


Andre anlægsgartnere har specialiseret sig inden for belægningsarbejde, herunder brolægning og flisearbejde, hvor man koncentrerer sig om at lægge sten og fliser på forskellige havearealer, for eksempel udførelse af SF-stenbelægning til indkørslen eller naturstensbelægning til terrassen.


At anlægsarbejdet udføres korrekt er naturligvis vigtigt, og derfor benytter de fleste anlægsgartnere blandt andet skitseforslag, der som regel er udarbejdet af en landskabsarkitekt eller havearkitekt. Et skitseforslag er et hjælpemiddel til anlægsgartneren, der får fastsat nogle rammer for det kommende haveprojekt, hvad enten der er tale om nyanlægning eller omlægning af haven.

Hvordan uddanner man sig til anlægsgartner?

Uddannelsen som anlægsgartner varer 3 år og 10 måneder, og på trinet anlægsteknik lærer man at anlægge grønne områder og få et indblik i planternes verden med hensyn til trivsel og behandling.


Derudover byder anlægsgartneruddannelsen på læring af forskellige arbejdsfelter, for eksempel at lægge sten og fliser samt at anlægge stier og græsplæner.


Du kan for øvrigt læse mere om uddannelsen som anlægsgartner på Elevplan eller på hjemmesiden for anlægsgartnerfaget.

Anlægsgartner på grønne arealer

Som anlægsgartner får man typisk arbejde i anlægsgartnerier eller i kommunale regi såsom slotshaver, parker, vejanlæg og kirkegårde, mens andre er heldige at få arbejde som greenkeeper på en golfbane. En del nyuddannede anlægsgartnere starter op med selvstændigt anlægsgartnerfirma, hvor opgaverne rummer alt fra pasning og pleje af private haver til brolægning og ejendomsservice.


I takt med den øgede fokusering på anlæggelse af fine haveanlæg, er der en rimelig god beskæftigelse inden for faget som anlægsgartner, navnlig i højsæsonen fra april til september.

Hvilken anlægsgartner skal jeg vælge?

Når der skal findes en fagmand til anlægsopgaver eller vedligeholdelse af haver, kan det være en god idé at udvælge en autoriseret anlægsgartner med gode anbefalinger og som er medlem af Danske Anlægsgartnere, der varetager erhvervsmæssige interesser for landets mange anlægsgartnere.


Vi kan også hjælpe med at svare på dine spørgsmål vedrørende anlægsarbejde, beplantninger og haveservice eller henvise til en dygtig anlægsgartner.


Indsend opgave på gratisbyggetilbud.dk